Brostenene er min bund

Mine ben står stærkere

mellem strandede blåmuslinger

med saltvandshår i vinden

 

Øjnene er mere åbne her

Man kan gribe ud gennem brystkassen

efter det varme sand,

og trække det ind, inderst

 

Man kan stå som malurten

Samle sine fødder under vand

mens det giver sig hen,

legende med månen, øverst

 

Vildskaben må blive herude

Oplyst skal man tilbage

søgende med fingre hen over murene

på en længsel eller bare frit

 

Varmen venter i mellemrummene

Træerne er med til det,

synger grønligt skær

sammen med stokroserne

 

Så er alting i midten

Stenene, der er rummet

med bindingsværk rundt om,

som i en omfavnelse

 

Rødderne gror mod himlen

Mine egne, nedad