Opstigende grene snor sig om

uslebne ansigter

Kvælende, med stive grene

og blomstrende smiger

indfanger træerne den lyttende muld

i det forsømte forår

 

Unge marker kan ikke flygte

når højsommeren kommer

Unge marker tages med vold

og modtager rodskud i deres sjæle

Unge marker svides af pisk

og krones med tornede vildskud

fra den grånende, furede bark

 

Aldrende træers foragt

hænger som tunge skyer

Ormstukne, med forkrøblede tanker

og rådnende frugter

indtager de endnu en jordlod

i den nye sæson

 

Vilddyret kan ikke vente

når efteråret kommer

Vilddyret vil angribe barken

og udpine hver stamme i haven

Vilddyret afbarker hvert dårlige træ

og æder hårdnakkede kroner

på de beregnende, snyltende vækster

 

Fortærende ild smyger sig om

nedlagte blommetræer

Forkullede, med afdød kraft

og uddøde gener

hviler de i bortgemte urner

i det fredelige land

 

Bygkornene kan ikke vente

nu freden er her

En dag vil de spire og stråle som malt