Det er typisk for en blomst,

bare sådan at forsvinde

og dukke op i nye farver

 

ikke at visne rigtigt

eller dø som de andre,

men trænge ind, ud, op

mase sig på,

pludselig skifte

til blåt eller violet

 

som om den ligefrem

har ret til at være her,

fordi den folder sig ud

som en trompet,

og lyden af den

runger af fløjlsblød

uskyld

 

så er den her,

med sine rødder,

slyngende sig

om nodearkene,

skyggende for underskoven,

og ingen kan mere

synge rent

uden den