Det sidste jeg ser,

 

er mælkevejens glimtende fyrtårne

og bølger som kærtegner sandet,

det er øjnenes higen efter marehalm

og fingre flettet i modent korn

 

det sidste jeg ser,

 

er endeløse skove af birk

og løvet der vugger for vinden,

det er en himmel af valmuer

og regnen der falder stille

 

det sidste jeg ser,

 

er klare nuancer af blå

og det blide over din nakke,

det er øjnenes slør af lyst

og hændernes længsel mod hud

 

det sidste jeg ser

er dig