0 år

 

Mit skrig hører op i det øjeblik, jeg ser dig første gang, mor. Jeg kigger på dig med blå øjne. Du har ventet 13 år på dette øjeblik, og du smiler lykkeligt til mig, som jeg ligger der, blodig og slimet, på dit bryst.

Jeg ved det allerede, mor. At vi to hører sammen. At du vil være der for mig altid og passe på mig. At du elsker mig, og at jeg vil elske dig, altid.

 

1/4 år

 

Du ved, du skal passe godt på mig, mor. Jordemoderen sagde det jo til dig: ”Hende skal de passe godt på, frue.” Og du lyttede til hende. Jeg får aldrig lov at græde ret længe ad gangen, før du tager mig op til dig. Du smiler og vugger mig, og synger Elefantens Vuggevise for mig. Og jeg falder til ro i din omsorgsfulde favn.

 

1/2 år

 

Jeg er vokset, mor. Kan du se det, mor? Jeg ligner lidt Michelinmanden, så mange folder har jeg. Jeg er også ret sulten. Eller måske er jeg slet ikke så sulten? Men jeg bliver så stille, når du giver mig den gode søde semulje grød. Jeg holder helt op med at græde.

Jeg elsker den, mor. Ligesom jeg elsker dig. Og så nyder jeg bare at vugge lidt i min siddestol. Så kan jeg sidde der og se i dine øjne, mor.

Og du laver alt mulig sjov med mig, så jeg griner. Kilder mig på maven, så den hopper.

Og far, han filmer det hele, mor. Se, vink til ham.

 

1 år

 

Jeg spejder efter dig, mor. Hvor er du mon henne? Jeg griber fat i nettet som omgiver mig og prøver at rejse mig lidt op. Måske er du i køkkenet?

Jeg er vist begyndt at kravle lidt for meget rundt. Det må du undskylde, mor. Det var heller ikke med vilje, at jeg greb din yndlingsvase, så den røg på gulvet og gik itu. Men mor, du holdt så meget af den, og jeg ville bare lige smage, om den smagte lige så godt som den grød, du laver så godt. Jeg tænkte, den måtte være god, når du holdt af den.

Du blev så vred, mor. Du græd også lidt. Det stak indeni mig. Jeg har ikke set dig sådan før. Heldigvis elsker du mig, mor. Og nu sidder jeg her, så det ikke sker igen. Jeg kan ikke kravle så langt, men her er alt, jeg har brug for.

Mor, er du der?

 

1 1/4 år

 

Jeg ved ikke helt om jeg tør, mor. Du ser så ængstelig ud, hver gang jeg forsøger at rejse mig op på mine ben. Så jeg sætter mig ned igen. Du ser ud som om det er meget farligt, og jeg ved at jeg kan læse i dit ansigt, om det er en god idé.

'Ih nej, pas nu på' siger du så ofte mor, mens du holder på mig og skærmer mig fra fald. Men mor, jeg kan godt. Eller, det troede jeg da?

Du må ikke være bange, mor. Jeg skal nok vente lidt, til du er klar. Jeg elsker dig jo, mor.

 

1 1/2 år

 

Jeg er træt af at holde i den lillefinger, mor. Nu er jeg altså ude hos farmor og farfar, og onkel er her også. Og jeg skal bare lige hen til klaveret. Jeg slipper nu mor. Se mor. Jeg går selv. Jeg kunne godt. Og alligevel ser du ikke helt begejstret ud?

Men far filmer det. Min første gåtur alene. Far tror på mig. Jeg kan godt, mor.

 

2 år

 

Mor, jeg kan godt lide at være fin. Men de der pyntetrusser, du giver mig på. De strammer altså. De laver dybe mærker i mine lår, og det svider også lidt. Jeg er ikke så glad for dem. Men du ser så glad ud, når jeg får dem på. Flæser er nu også pæne. Og vi skal spare. Pengene er små, og far må tjene dem alle sammen.

Hvor er han egentlig, far? Jeg savner at se ham. Han er nok uden for i haven, eller hviler han på sofaen?

 

3 år

 

Du ser lidt skuffet ud, mor? Det kan godt være at legetøjet var for dyrt, men æsken, mor. Den er bare så fin. Og jeg kan gøre alt mulig med den. Den kan blive til lige præcis det, jeg vil have den til. Jeg parkerer lige trælegetøjet her. Tak for æsken, mor og far.

 

4 år

 

Du må undskylde, mor. Jeg skal nok lade være at larme så meget. Jeg kan godt se, du sidder og læser.

Men jeg ville bare lige vise dig den tegning, jeg har lavet, og se, jeg har selv skrevet mit navn på den. Lige som far og du har lært mig. Jeg vil så gerne lære alt muligt, og derfor spørger jeg så meget. Jo mor, jeg kan godt forstå, du bliver lidt træt af det. Jeg skal nok lege stilleleg. Du kan jo også se den i morgen, mor.

På tegningen står der også, 'jeg elsker dig, mor.'

 

5 år

 

Mor, gid du ville lege lidt med mig. Jeg kan ikke huske, hvornår du sidst har gjort det. Men der er også så meget, du skal have læst, mor. Jeg kan godt se, at det er vigtigt. Både Familiejournal og vigtige blade, som fortæller hvordan man gør alting rigtigt og aldrig forkert. Og du skal jo også lære mig alt det, jeg ikke selv kan læse endnu.

I det mindste læser du for mig, inden jeg skal sove. Og du fortæller mig, hvordan jeg kan gøre dig ked af det, hvis jeg ikke lytter til dig.

Jeg skal nok høre efter, mor. Du skal være lykkelig, mor.

Men du må godt lade døren stå på klem.

 

6 år

 

Gid jeg måtte være lidt længere oppe, mor. Det du ser i fjernsynet lyder ret spændende. Og jeg kan ikke sove alligevel.

Jo, det er min sengetid. Men jeg ligger bare og vender mig og tænker på, hvorfor du ikke taler så meget med mig. Er jeg kedelig, mor? Jeg kan ikke rigtig få din opmærksomhed mere. 'Ikke lige nu, kan du ikke se, at jeg er optaget,' siger du uden at tage øjnene væk fra fjernsynet. Jo mor, undskyld. Men så kunne jeg jo bare ligge her og se med? Eller kigge på dig, for du er så smuk mor, selv med den skarpe rynke mellem brynene.

Og nu mor, jeg synes altså, jeg kan se noget mærkeligt i mørket. Det skræmmer mig. Mor! Mor! Men du kan vist ikke høre mig mor. Og nu har jeg tisset.

 

6 1/2 år

 

Hvor er det sjovt at være til fest med dig, mor. Jeg er helt ivrig. Jeg hopper op og danser, og hiver i dig for sjov. Men du snubler og rammer mandens albue. Lige ved dit øje. Nu er du vred, mor. Dine øjne lyner, og du skubber mig væk. Du taler ikke til mig mere den dag.

Det var bare for sjov, mor. Mor?

 

7 år

 

Mor, jeg skal i skole første gang. Det er så spændende. Og skræmmende.

Du har fortalt mig, hvordan du altid måtte stå forrest i rækken, fordi du var den mindste. Jeg er også lille. 'Men du skal bare slå fra dig, hvis nogen generer dig,' siger du. Min seje mor. Jeg skal nok huske det, mor.

 

7 1/2 år

 

Mor, det er ikke helt som jeg forestillede mig det. Der er så mange børn i klassen, og de råber så højt. Jeg kan ikke lide de mange lyde. Jeg er jo vant til fred og ro, og dig mor.

Jeg tør ikke rigtig lege. Hvad nu hvis de vil lege noget med krig? Det er jo forkert, mor. Jeg bliver så forvirret af alle de indtryk. Jeg kan bedst lide at lave noget alene, ligesom jeg plejer. Lege med ler eller bygge noget.

Jeg tager en figur med hjem til dig, mor.

 

8 år

 

Det er ikke svært at gå i skole, mor. Jeg har fingeren oppe hele tiden, for jeg ved lige hvad svaret er, hver gang. Men de andre ser så sure ud. De snakker ikke så meget med mig. De skuler mere. Jeg ved ikke helt hvorfor. Men jeg må hellere lade være at sige så meget. Du kan jo heller ikke lide, når jeg snakker så meget, mor.

Jeg vil lege stilleleg.

 

8 1/2 år

 

Du ligger og sover, mor. Gardinerne er rullet ned, som de er et par dage hver fjortende dag. På køkkenbordet ligger din kalender med krydser for alle de gange, du har migræneanfald. Jeg kender alt for godt æsken med Gelonida. De er sjove at pille ud og stable. Far tager dem også af og til. Jeg er ked af, at du har haft det sådan, lige siden du fik mig.

Bare du kan elske mig alligevel, mor.

 

9 år

 

Du spørger mig hele tiden, hvordan det er gået i skolen, mor. Vil du ikke bare lade være? Jeg er så træt, mor. Hver dag er der så meget, jeg skal tage stilling til. De andre larmer og driller. Jeg kan ikke tale med dem, jeg må ikke lege med, og jeg kan ikke følge med når de løber rundt. Jeg vil også hellere læse og lave mine lektier. De er hurtigt lavet. Så kan jeg tale med min veninde. Hun er sød, selv om hun kommer fra et andet land langt borte.

Men jeg orker ikke at fortælle dig om det, mor. Mit hoved er fyldt.

Jeg er også lidt forelsket i en af drengene. Og en af pigerne har sladret. Men jeg har lært af dig, hvad jeg skal gøre, ikke mor? 'Hvis de driller, så gør selv grin med det, så holder de op.' Nu skriver jeg vores navne i hjerter på tavlen. Og nu smiler de kun. Og hvisker.

 

10 år

 

Du har talt med mine lærere, mor. Jeg skal på hyttetur, og de er nødt til at vide min hemmelighed. De skal jo kunne hjælpe mig. Men jeg er så flov. Hvorfor sagde du det, mor? Ingen måtte jo vide det.

'Husk nu at få tisset af, vi skal på en lang tur,' siger lærerinden, og de andre kigger undersøgende på mig. Jeg sænker blikket og rødmer. Og går på toilettet.

Senere glemmer jeg at trække gardinet for, da jeg skal skifte tøj. Udenfor står de andre og griner, også drengene. Også ham.

 

10 1/2 år

 

Jeg var sej i dag, mor. Vi skulle besøge min venindes storesøster i hendes klasselokale. Hun var der ikke. Men det var alle drengene, fra ottende. Jeg kunne mærke det på dem. De ville have fat i os, hive os ind i lokalet. Og ham der tog fat i mig, ham sparkede jeg over skinnebenet så han faldt. Det så sjovt ud, så jeg smilede. Så blev han sur. Mine veninder stak af, men drengene stod rundt om mig. Jeg måtte ikke kigge dem i øjnene, sagde de. Jeg var ligeglad. Jeg stirrede bare tilbage. Så lod de mig gå.

Jeg ligner vist dig, mor.

 

11 år

 

Mor, kunne vi ikke godt vaske mit lange hår lidt oftere? Og de andre bader altså også hver dag. Måske er jeg blevet for stor til at have så langt hår. Du siger, jeg vil se sød ud, hvis det blev lidt kortere. Og jeg vil gerne have du skal synes, at jeg er sød, sådan som du plejede, mor.

 

5 dage før 12 år

 

Der er klassefest hos en af pigerne, mor. Jeg har ikke hørt sådan noget musik før. Det er i hvert fald ikke sådan noget far og dig spiller. Men det lyder godt, og de andre danser. Jeg tør ikke. Jeg ved ikke, hvordan det ser ud når jeg gør det. Jeg ville gerne. Men mine ben låser. Bare jeg ikke gør noget forkert. Jeg har fået ondt i maven, på en underlig måde. Jeg må hellere blive kørt hjem.

Mor, kan du ikke lige komme ud til mig på toilettet? Der er noget rødbrunt i mine trusser.

 

12 år

 

Jeg er stadig genert i skolen, mor. Og nu er der lejrskole igen. Helt i Jylland. Og det blæser meget derovre. Jeg er nødt til at have hue på, så jeg ikke får gigt, siger du.

Den klæder mig ikke, huen. Og nu er jeg kommet med i sangen, som mine lærere lavede. Et vers om os hver. En af pigernes køjeseng stejlede og en hestepige faldt ud. Senere viste jeg hende, hvordan menstruation ser ud.

Bare jeg snart var hjemme, mor.

 

13 år

 

Mor, jeg orker ikke skolen mere, men jeg orker heller ikke at tale om det. I det hele taget orker jeg ikke at tale. Heller ikke at smile. På klassebilledet vender mine mundvige nedad, når jeg smiler. Det ligner en slags sarkastisk grimasse. Når jeg spiser, holder jeg hånden for munden, så de andre ikke kan se, om jeg spiser pænt. Jeg ved ikke hvordan jeg virker på andre. Jeg ved jeg er god til alt i skolen, og hjælper hvor jeg kan.

Og så sidder jeg ved siden af en sød dreng. Han kan få lov til at drille og pille, jeg er ligeglad. Jeg kan intet stille op mod hans charme.

Men jeg tør ikke fortælle det til dig, mor. Hvad vil du ikke tro om mig?

 

14 år

 

Mor, det gør ikke noget, du ikke taler med mig. Jeg kan godt lide at passe mig selv. Jeg har jo været vant til at skulle opføre mig pænt i voksnes selskab. Og jeg har altid siddet stille og lyttet til de ældre venner og familiemedlemmer, som vi er kommet sammen med gennem tiderne. Jeres venner og deres børn. Og jeg har det fint i mit eget selskab nu, faktisk bedre end sammen med andre. Jeg er god til at bestemme, hvad jeg vil. Og det er jo ikke sikkert, at de andre vil det samme. Men jeg forsøger at få dem til at se, hvor klogt det er, det jeg vil.

Ligesom du altid har vidst bedst, mor.

 

15 år

 

Jeg keder mig, mor. I skolen, derhjemme. Der sker ingenting, mor. Somme tider går jeg en tur. Jeg håber altid at der sker noget, at jeg kommer ud for et eller andet. Helst noget farligt i mørket.

Somme tider drømmer jeg om at en væmmelig forbryder fanger mig. Men da han ser hvor sød jeg er, så bliver han mild og kærlig og gør mig ikke noget.

Men der sker aldrig noget. Så du kan være rolig, mor.

 

16 år

 

Jeg er træt af skolen, træt til døden, mor. Jeg er blevet sort i sindet, og digter om selvmord. Det er også lidt moderne. Tænk bare at forsvinde i bølgerne. Somme tider går jeg ned og kigger lidt på togskinnerne og fantaserer. Så går jeg hjem igen.

Og i morgen skal jeg igen kæmpe mig forbi syvendeklassernes drenge og undvige deres spytklatter. Hvis det går godt bliver jeg i klassen hele dagen for at undgå problemer.

Lad nu være at spørge, mor.

 

17 år

 

Du fatter det ikke, mor. Jeg vil jo bare i biografen. Det er weekend for pokker. Og det er med min veninde. 'Nu skal I passe på, at I ikke bliver forlystelsessyge,' siger du. Jeg bider tænderne sammen, og smækker med døren til mit værelse. Jeg græder når du ikke ser det, mor. Måske har du lidt ret? Er jeg ved at blive løssluppen? Jeg skammer mig, mor.

 

18 år

 

Mit første job, mor. En ny og skræmmende verden. Og jeg vil stadig lege lidt. Men det kan man ikke her. Her er så alvorligt, og kedeligt. Men ham andenårseleven, han ser fræk ud, og han smiler altid – til mig. Men du må ikke vide det, mor. Jeg ved, hvad du vil sige. Det kan være farligt. Men det er begyndt at gøre ondt indeni. Hvad skal jeg stille op med alt det, der lever og vil ud?

Jeg husker hvad du siger, mor. Jeg må ikke gøre dig og far kede af det. Og jeg kender dit ansigt, når du er ked af det. Eller vred.

 

19 år

 

Jeg skal til fest, mor. Ja ja, mor. Ja, jeg passer på, mor. Nej, jeg drikker ikke for meget, mor. Jeg ved det godt, mor.

Han er der, mor. Og jeg er vild med ham. Og han er vild med mig. Han vil have mig. Og jeg kan ikke sige nej, fordi jeg er svag. Og jeg vil så gerne elskes. Og det bliver man jo, når man gør det andre vil have. Man skal bare være præcis sådan som de vil have en. Ligesom når jeg adlyder dig, mor.

Men jeg kan ikke, mor. Alt låser i mig. Måske er det din vrede, jeg ser for mig, mor.

Og han opgiver mig. Smider mig uden for døren. Jeg kan vist ikke gøre noget rigtigt. Han elsker mig ikke, fordi jeg ikke kan give ham det han vil have. Og om lidt elsker du mig ikke, mor, fordi jeg forsøgte på det. Hvor går jeg hen, mor?

Og jeg hører 'It's a sin' med Pet Shop Boys.

 

19 1/2 år

 

Jeg er fri, mor. Jeg skal rejse. Til sydens sol. Jeg er renset. Mit liv er godt. Jeg glæder mig. Jeg er stærk igen. Vi ses, mor.

Jeg har en gave med hjem til dig, mor. Specielt udvalgt til dig. Jeg har også gaver til de andre. Mor, den gave er ikke til dig, den har jeg udvalgt til en anden. Kan du ikke lide den, du allerede har fået? Hold nu op, mor. Jeg ved godt, at du også godt kan lide små ting. Nej, hun vil sikkert ikke savne den. Græd nu ikke, mor. Så tag den da, mor.

 

20 år

 

Mor, jeg vil så gerne vise jer alt dernede sydpå. I vil elske det. Tag med. Vær ikke så bange. Det bliver godt.

Hold nu op, mor. Nej, det ved jeg heller ikke, mor. Kan vi ikke godt bare komme af sted nu, mor? Ja, så spørger vi om et andet værelse, mor. Jeg gider ikke oversætte det hele, mor. Kan vi ikke bare slappe af, mor? Kan vi ikke bare betale 1/3 hver? Ja, jeg ved godt jeg tjener penge selv, mor. Ok, mor, så skylder jeg dig 15,85 kr. Kan det vente til vi kommer hjem?

 

25 år

 

Det er sommer, mor. Jeg ligger i baghaven. Det er varmt. Der sker ikke så meget. Jeg vil gerne bo et andet sted. Men jeg kan ikke få mig selv til at flytte. Du siger jeg ikke kan.

Der er så meget jeg ikke kan. Jeg kan ikke skifte job. Men ved, hvad man har, men ikke hvad man får. Jeg kan ikke skifte bolig. Der var så meget i vejen med den, vi var ude at se på sammen, og jeg bor jo billigt hos jer. Så kan jeg jo også bedre rejse. Og jeg har jer lige i nærheden, når jeg ikke kan sove alene.

Du har nok ret, mor. Og så er der jo katten. Den kan jeg jo heller ikke rejse fra.

 

31 år

 

Jeg er forelsket. Mor, du ved ikke noget, og kommer heller ikke til at vide det. Når jeg gifter mig med ham, skriver jeg et brev til jer. Jeg ved det vil ryste jer. Men jeg kan ikke andet. Jeg må væk. Jeg må være mig selv. Og han elsker mig. Og han korrigerer mig også, ligesom du så ofte gør, når jeg er lidt på vildspor. Men jeg gør som han siger. Han er jo trods alt en erfaren mand, og hvad gør de 21 års forskel. Så du skal se, det skal nok gå alt sammen.

Du vil kunne lide ham, mor. Han er god til at lave mad.

 

35 år

 

Jeg ved ikke, hvad der er galt, mor. Jeg er så vred. Men jeg bruger vreden konstruktivt. Jeg taber 28 kg på vreden.

Og nu elsker folk mig igen. Nu hvor jeg er slankere. Selv du, mor. Og jeg elsker mig selv igen. Og snart holder jeg op med at elske min mand, og elsker en anden.

 

36 år

 

Hvad er det jeg gør, mor. Jeg har lige sagt til jer, at han er helt uskadelig, ham min nye kollega, og så må jeg se ham igen og igen.

Når jeg ser min mand, dør jeg lidt indeni. Han har hånet mig så længe, for alle mine fejl. Slagtet min selvtillid, svinet mig til offentligt, fået mig til at bryde sammen inden vi skal besøge familien. Og alligevel går mit hjerte itu, nu hvor jeg forlader ham.

Jeg ser ham falde fra hinanden og gå i opløsning foran mine øjne. Og jeg går. Til en anden. Men jeg tilgiver aldrig mig selv.

Er du der mon stadig, mor?

 

40 år

 

Så er det sommer igen, mor. Og det er dejligt at se jer, i mit barndomshjem, i haven. Få sol på maven.

Men jeg kan se dit blik, mor. Og der går ikke længe, før du kommer og vil dække mig til. 'Der kan jo komme nogen,' siger du.

Hvorfor, mor? Kan du ikke bare elske mig som jeg er?

 

41 år

 

'Vi har set din dobbeltgænger i avisen,' siger du mor. Og du viser mig et billede af en fed kvinde, med dobbelthager, uformelig, og dobbelt så stor som jeg. Og jeg bliver vred og skælder ud. Og så skælder far mig ud, for at skælde dig ud, mor.

Jeg tager hjem nu, mor.

 

42 år

 

Hvorfor skal du vise mig det, hver gang jeg besøger dig, mor? Hver gang lægger du en artikel til mig, om en som har tabt 40-50 kg. Hver gang en ny succeshistorie. Hver gang.

Og nu spørger du om jeg ikke snart skal klippes korthåret, for jeg ser så sød ud med kort hår. Mor!

 

43 år

 

Du spørger, hvornår vi kan rejse igen. Med far og dig. Men det er svært, mor. Det går så langsomt med jer, mor. 'Vi har gjort så meget for dig, så kan du også godt gøre det for os,' siger du. Jeg vidste ikke at kærlighed var en byttehandel. Er det sådan det er, mor?

 

44 år

 

Du ringer hele tiden, mor. Og jeg gider ikke tage telefonen. Jeg gider ikke tale, jeg er fyldt op. Jeg har meget at slås med, mor. Men jeg orker ikke at fortælle dig om det. Og jeg orker ikke alle dine spørgsmål. Jeg vil bare have fred.

Og det hjælper ikke at ringe 8 gange samme dag og fortælle min telefonsvarer, at jeg skal ringe når jeg har lyst. Det er jo derfor jeg ikke har ringet. Og din stemme bliver svagere og mere lidende for hver besked.

 

45 år

 

Jeg er i krise, mor. Jeg skal skilles og der er sket så meget, som du aldrig får at vide. Jeg er ved at gå i opløsning, mor.

Først kan jeg ikke opsøge jer. Jeg magter kun at arbejde og sove. Men jeg tager mod til mig og opsøger jer en dag. Jeg fortæller dig, hvor langt ude jeg er. Og du lytter, mor. Og jeg tænker at der er håb.

Men så taler du, mor. 'Måske skal I have noget antidepressiv medicin for at dæmpe gemytterne lidt', siger du. 'Du var også så opfarende sidst vi var på ferie,' fortsætter du. Og jeg bliver vred og harm over at du sygeliggør os. 'Jeg skal skilles!' siger jeg magtesløs. 'Så kommer vi heller ikke ud at rejse, og far havde glædet sig sådan,' vrisser du. 'Nogen gange kan man godt ofre sig for andre, og far og jeg har gjort så meget for jer,' pointerer du.

Hvad er du for et menneske, mor?

 

45 1/2 år

 

Du er blevet gammel, mor. Du er så træt. Der er så meget, jeg burde gøre for dig. Men jeg kan ikke, mor. Jeg vil så gerne række ud og tage din hånd, men jeg blokerer indeni. Hver gang jeg rækker ud, så formaner du mig. Fortæller mig hvad jeg skal, hvad jeg ikke skal, hvad jeg kan og ikke kan, og hvad jeg bør og ikke bør. Mor, jeg elsker dig. Men elsker du mon mig? Eller er jeg stadig den dukke du ønskede dig så brændende, men som blev besværlig, da hun voksede op og gjorde alt det, hun ikke skulle? Som blev deform. Som skulle afrettes, tilrettes, og tildækkes i skam. Hvornår ser du mig, mor? Ser mig som den jeg er. Fejlslagen i forhold til dine idealer, men dog menneskelig. Det menneske, som elsker dig, men ikke kan leve op til dine normer. Hvornår må jeg holde op med at skamme mig, mor?

Hvornår kan du blot elske mig, uden at få den rynke i panden?

Hvornår kan vi nærme os hinanden, før det er for sent?

 

Jeg er så bange for at du skal dø, mor.