Mellem os er der intet rum

Universet udvides inden i os

 

Vi er vandrende poler

Bjergene lægger sig under os

Horisonten udmåler drømmenes væsen

Engle drysser som sorte fjer

Regnen fugter stjernerne

Solen slukker flammerne i krattet

Himlen graves op af jorden

Sammen begraver vi Døden

 

Her blomstrer grænselandet

Rødder springer ud som grene

Vi er hinandens floder

Vi danser tidsler og torne

Torden varmer vores hænder

Vi plukker modne bær fra stormen

Orkaner lægger kaos på plads

Murene er støv i vinden

 

Der er en mening med heden

Lyngen har sider, vi endnu ikke har set

Klitterne vandrer under vores fødder

Havet synger vores sang

Vi bøjer os efter æblerne

Strækker os efter tusindfryd

Vi er syd og nord

Vi samler vores atomer i fred

 

Livet findes i rummet mellem polerne

Vi behøver ikke kompas