Du ved hun er vågen. Ligger søvnløs og gennemgår alt hvad der er hændt. Du smiler let og rækker hånden frem for at kærtegne hendes kind. Dine øjne lyser af kærlighed til kvinden med de mørke, viltre lokker, der omkranser ansigtet med de grønne øjne. Du har allerede set hendes tanker, før hun selv tænkte dem, og du kender også de svar hun med tiden vil finde frem til. Du er der for hende.

 

Hun har også set dig og kan ikke holde et smil tilbage. Hendes blik er roligt og ømt, når hun betragter dig. Det siger alt for meget, det blik. At der er så meget at give, til den der rækker frem for at nå hende. Med øjnene elsker hun dig. Rører ved dit hjerte. Beroliger dig. Forsikrer dig om det, du hverken tør eller må tro på.

 

I tankerne mærker du varmen fra hende og det får dine hænder til at ryste. Og kroppen til at reagere. Men du er så stærk, som kun du har lært at være. Og du tvinger en rødmen frem i stedet. Al styrke og kraft sætter du ind på at nægte din krop den sødmefulde følelse, som utallige gange har indsneget sig i legemet, ja helt ind i sjælen. For du er alligevel ikke så stærk som dit køn anses for at være. Du har mødt den samme overmand som hun, kærlighedens væsen.

 

Alligevel ligger du nu og betragter hende og betragter hendes inderste. Hendes lyster og hendes savn. Hendes vid og hendes bekymringer. For hun åbnede sin sjæl til det yderste og du sneg dig indenfor. Derfor ved du det. Hver tanke. Hvert ord. Hvert bogstav. Så tæt på. I tanken ...