Solen skinner i natten for vores blikke,

altid spejdende gennem ruderne

I vinden flyver de mørklagte marker forbi

mellem træer, som strækker sig efter himlen

 

Historien, den vi deler i ribbenene,

ligger gemt under de visnede blade

Somme tider graver hænderne efter dem

og skyerne brister af hegnene, vi filtredes ind i

Splinterne fra dem flyder ind i vores årer,

bliver til åer og floder af klitroser

 

Farven er blod, når vi mærker det

Det river under huden,

når vi græder tornene ud med smerte

 

Men altid følger denne dug, som falder sagte

og dråberne fra oven bærer vi i favnen

hen til landet, hvor der er stille som fjer