Denne konstante messen fra sæderne i toget

Alle disse diskussioner fra døre, der klapper op eller i

 

De invaderer min tålmodighed og nedlægger min selvbeherskelse

Voldtager mit smilende sind, til jeg skriger stumt

 

Jeg undslipper, mit anskudte hylster springer som vildtet,

søger skovens søer og vuggende åkander,

sender en stængel ud i blinde

Måske er der næring nok her,

måske er der en bænk med grønne mosser

 

Træerne når ind til mig med deres hvide bark,

løvet med en roligt hviskende takt

Kronblade dækker øjenvipperne

og humlebierne finder mine hænder

 

Grenene danner mit rum

Nu kan himlen godt falde ned