Kinderne blusser og jeg kigger ned. Jeg tør ikke møde dit blik. Dine øjne er kravlet ned i min kavalergang, men det er ikke derfor jeg rødmer. Jeg har jo ikke set dig før, og nu sidder du her, lige foran mig. Din nærhed har allerede påvirket mig, så jeg må flytte mig lidt på stolen.

Mine mørke forræderiske øjne vil afsløre mig, hvis jeg ser på dig nu. I stedet lader jeg en finger køre rundt på toppen af min flaske og langsomt videre ned ad halsen. Jeg kigger et kort øjeblik på dig. Tager om flasken og tager forsigtigt en tår. Synker. Så ser jeg fast på dig, og fortæller dig at jeg er mærkelig. Der findes ikke andre som jeg. At jeg er en værre én. Og at sådan vil det nok altid være. Du undrer dig over hvad jeg mener.

Jeg smiler til dig imens og mit blik søger efter noget ude i horisonten. Du ville have det bedre hvis jeg snart så på dig igen. Men det kan jeg ikke. Ikke endnu.

Du rykker dig på din stol og jeg ved hvad det betyder. Du prøver at lokke mere ud af mig, men det får du ikke lige nu. Og om lidt må jeg gå. Men først lægger jeg min hånd på din arm, ser op på dig, og fortæller dig at du er et dejligt menneske med et godt hjerte. Så rejser jeg mig, og giver dig hånden til farvel.

 

Udenfor smiler jeg for mig selv. Der er ikke så langt hjem.