Hestene, de vilde,

flænses af pigtråden om markernes kreds

Livets bestemmelse sanses i fnysen og vrinsken

som endeløst mørke i øjet, vidt åbent,

næseborene udspilede

 

Mankerne forsvinder i vindene,

vindene, skarptslebne som sværdhug

Gennem ånden og sjælen flygter vildskaben

ind i tågen, smygende sig om flankerne

 

Hovenes slag mod dalstrøget ekkoer

i røgfyldte tågebanker med smag af tørv

Tilbage her er kun duften af frihed