Tåge over gadernes brosten

tegner en hvisken af afdøde navne

 

det er ånder, der flyder ud mellem fingre,

siver ind ad brevsprækker og ned ad vægge,

ned mellem gulvbrædder i huse,

vi skulle have boet i

 

det er vores ansigter i spejlene,

det er vores hænder med fisk

 

vi kalder på os selv

med ældgamle stemmer

i et rum af slidte næver,

der rækker ud efter os,

 

et frø for hvert åndedrag i stuen,

en syndflod i et vindue på en hundevagt,

en spire for al den længsel efter landgang,

 

nok rifter til en mark og det daglige brød,

rigelige tårer til en brændeknude

 

marken hen over oldemors kind

er en nøgle til at flytte ind