Jeg finder

ingen ord

for dybden af

havets blå,

højden på

himmelen

eller længden på

evigheden

Ingen ord

for kraften i

forårets spirer,

styrken af

elementernes rasen

eller glansen af

stjernernes blinken

 

For ord er

intet,

for små og

ubetydelige,

splintres og

går itu

når de siges højt

og falder til jorden

som malplacerede

kommaer

og manglende

punktummer

 

Så jeg tier

når universet taler

og udråber

uudtalte suk

fra mine

afmagts læber

Og jeg beder til

at der et sted derude

findes én

skabt af muld

der lytter,

sanser

og sitrer som jeg

og søger at finde

sin vej hjem

til lyden af

universets fødsel