Jeg ved, jeg dør med krøllede hænder og øjne som mirabeller,

med smeltede stålæbler i øjenhuler

Jeg ved, jeg vil have holdt de hænder, der skulle holdes

og efterlade hud, der altid vil kalde mit navn

 

Jeg ved, det blå vil blandes med sort

At der vil flyde lava på skarpe kindben

At regnen falder ved synet af en rapsmark,

og trækronerne skyder fra hvert beskårede vildskud

 

Jeg ved, at nervetråde vil binde knuder om pulsslag

pulsslag, som aldrig glemmer

At mine rytmer stadig vil skubbe til vaklende rodnet

og universer vil forskubbes og dreje som triangler

 

Jeg er hybenrose og klitfyr

Det nytter ikke at luge ud