Nede fra asfalten,

helt nede fra rotterne

i kloakkerne

og voldtægterne

af flæsket i dybet,

trækker kraften,

stærkt, som i svaghed,

svagt, som i nådestød,

dragende, som en messen,

er den,

skærende, som med glasskår

eller barberblade

i anklerne,

snittende, til blodet forlader

skylden for os alle,

 

helt dernede

fra det, der er knuderne,

ætsende syrebade,

og brækket

fra samfundets bug,

sender den os

metalspejle

af vores egne ansigter,

forkrøblede hjerter,

og syge sind,

tager os med

i dansende spiraler

og piruetter,

opad, opad, højere,

op over Kilimanjaros

forfrosne lava,

til vi endelig mærker,

 

alting,

 

helt deroppe

i rendyrkede skyer

forsvinder den,

kraften fra nord,

smiler som støv

over tinderne,

til vi endelig ser,

vi er

 

ingenting