Lyngby, som praler af det grønne

men er dækket af beton og stål

 

Du udklækker tomme skaller

Omvandrende hylstre af middelmådighed

Her går skeletter til fitness

Stive rygsøjler bøjer sig ikke for nogen

 

Kend et menneske på solbriller og tasker

Du er din stilling og fedtprocent

Du er din latte og dine guldkort

Samvittigheden vasker du på loppemarkedet

 

Du sender dine børn på universitet

Her lever de af lykkepiller

Her gror arene til på hjerter og arme

Du dækker det hele med Chanel no 5

 

Krads din hud væk og se

Se på de døde ben og knogler

Se hvor det visner og rådner

Hør hvor det runger

 

Tomheden bor i Lyngby

jeg flytter aldrig ind