Matilde er

gået på marked,

på kødmarked

med sin flok,

flokken er broget,

men alle er mærket,

ja ø-mærket er de,

og brøler så pænt

om lister med ø på,

og kvieøjne har de

præcis som Hera's,

og nipper til vodka

med flydende tomater

fra bæredygtige planter,

som det passer sig

for hellige køer,

ja køer

der danner sig,

ved baren

på klapjagt efter

præmietyren

uden kogalskab,

tyren man kan

tage ved hornene

uden at få

det i siden,

og som siden

ender som stud,

hvis han ikke

passer på

 

Og Matilde

klasker yveret

på disken,

bardisken med blomster,

og tygger drøv

på en selleri,

og drømmer,

ja drømmer om

lumumba,

om at ramme

Bulls eye,

om køer af kofangere

og sorte tyre,

tyre så stærke

som vil malke,

malke Matilde

for økologisk

cacaomælk,

til lumumbaen

og de brogede kalve,

og hvis bare

Matilde var

mere bloody

end Mary,

ville tyrene

danne køer,

om Matilde

og hendes yver,

og falde i svime,

og helst også

til patten

 

Men natten er

yngre end Matilde,

og tyrene yngre

end natten,

og i natten

vil tyrene malkes,

malkes helt tomme,

endda af Matilde,

som malkes

for værdighed

og penge

og lumumba,

og ikke kan se

præmien

for bar tyre,

og overser

tyren i baren,

tyren som

aldrig ser rødt,

og ikke går

til fægtning,

og kun stanger matador

fra en pose med slik,

men Matilde

er en risiko,

der tager risici,

og malker

tyrenakkeost,

i samme nat,

hvor Ferdinand

parkerer Limousinen

ved baren,

og drikker lumumba

og ellers bara

luktar på blommorna

 

Og Matilde

går hjem,

hjem med en tyr,

tyren med de

største horn

og dybeste brøl,

og hun malker

og sluger,

sluger og tygger drøv,

hele fire gange,

til lyden af brøl

og naturfilm,

mens hun tænker

på fædreland

og kløvermarker,

og den der lumumba,

og hvor al spinaten

kommer fra,

og pludselig

stanger tyren,

stanger hende,

ja helt

ud af folden,

og snart

kaster hun kalve,

og får betændelse

i yveret,

og nu er hun færdig,

færdig med tyre,

og markeder

og med at se på kød

nej så hellere

se på selleri,

det ved man hvad er,

og det passer jo

til vodka

og tomater,

og den brogede flok,

og så kan man få det

lige om hjørnet

i Floristen

hos Ferdinand,

som vist også endda

har den gode cacao