Jeg har fulgt min

livslinje,

knivskarpt

som den stod,

stået af og på,

på mellemstationer,

som aldrig

var så røde

som jeg,

eller helt

så blå,

eller for meget

af glas

eller knusende

stål,

og jeg kom

aldrig frem,

eller så

det jeg ville,

men fik

mit klip

og en omstigning

til helvede.

 

Her ligger så

de rustne spor

under vortemælk

og tidsler,

så gemt

og glemt,

at jeg måtte

låne dine øjne,

for at se dem.

Og nu kører alt

som det skal,

som på skinner,

og himlen

er blå,

som dit sind,

og mit

skårede porcelæn,

og græsset gror,

og pyt om

træerne ikke gror

helt så højt,

som jeg troede,

bare de er her,

og strækker

deres grene,

så skal de nok

sætte frugt,

og lade mig

glemme alt om

vildspor.