Lisa er trukket i sit evige smil,

har trukket veltilfredsheden ned om ørerne

og smøget liderligheden op til navlen

 

Fruens underernærede vulva længes,

mindes Leonardos bebudelse om sønner

og hviledagens intense studier af anatomi

Dagene hvor hun forkastede silkevejen,

lagde tungt tågeslør over viadukterne

og hastigt harvede vognsporene

 

Hans toner hænger atter i luften

Hun sluger grådigt vers efter vers,

som skøder på en symbiose,

varsler om farvernes leg på blegede lagner

 

Øjnene er ladet med hemmelige koder

Hun knejser som den udvalgte

med hænderne om nyskudt bjørneskind

Forklædt som en af Botticellis engle,

sidder hun i forventning

med spæd barm og fuldvoksent ego

 

Leonardo har fundet nye veje,

har lukket verden inde i sit mørke rum,

ledt efter mesterværker i gyldent snit

Frk. Timeglas har vækket ham

Hun giver ham gyldne tider at notere,

hele tiden nye lag af dybde

 

Han vrister sig fri af fortidens stængler,

disse kvælende teorier om planeternes baner

og drømme, der ligger begravet som hunde

Man omhugger popler, der ikke giver frugt

Man kaster dem i ilden og varmer sig,

samler splinterne til visitkort

 

Mesteren stryger sin pensel med hårene

Han lægger sløret over Lisa med sin højre hånd,

med den venstre maler han en gammel sæk

Smilet blæser bort som asken i vinden

 

Sandheder er dem, man ser i spejlene

Leonardo går ud for at fælde et træ