Tavse mure står vagt om årgangs-tomhed

 

Bordene vakler under stilhedens tyngde

Rummets larmende støvfnug daler tæt,

lægger sig til rette på husets levende døde

 

Sløvsind står stivnet i fastfrosne pupiller,

faldet i staver på knoernes afmægtige hvidhed

Hænderne er begravet i hver sit skød,

lommerne bugner af afladede batterier

 

Ingen hænder rækker ud,

ingen hænder griber fat

 

Murene står,

mens alt andet falder