Ved skumringens

sidste solstråler

spreder jeg mine

kronblade

et for et

Strækker mig mod

himmelen

tilbyder min

honning

som en gave

til den

der for en stund

betages

kryber ind

lader sig

mætte og kærtegne

blidt

af mit støvfang

 

I nattens mulm

bedøver jeg

natsværmere

med honningduft

fra mit dyb

Grådigt

stikker de deres snabel

i krukken med guld

og beruser sig

 

Ved daggryet

på en dag

klædt i gråt

lokkes selv humlebien

til at slikke

den sidste rest

fra mit indre

 

Ved solens

frembrud

samler jeg

det skørt

som gav lykke

til mange

 

Sammenfoldet

om mit hjerte

dør jeg

så andre kan leve