Hvordan kan man komme så tæt uden at være samme sted? Uden at være i samme rum? Uden overhovedet at røre?

Jeg så dig komme til mig. Du tog mig i din favn og holdt mig fast. Du begyndte at kysse mig heftigt. Du som aldrig kysser, fordi det er at komme for tæt på. Du kyssede mig med en lidenskab og inderlighed, som havde vi været adskilt i årevis, længtes efter hinanden, og nu endelig mødt hinanden igen.

Du overvældede mig med din iver, glæde og begejstring over at være mig nær. Med dine ord om al din kærlighed til mig. Du som ikke tør elske nogen. Du fik mig til at stråle af lykke og beruselse, og jeg kunne mærke dig lige her så tydeligt, at hele rummet sitrede af din tilstedeværelse.

I denne tilstand af fuldstændig forløsning og fuldstændig befrielse for alle tanker, med kun sansernes leg mellem vore sjæle, vækkes jeg i splitsekundet mellem bevidst og sovende tilstand. Alt står lysende klart for mig, hvert et kærtegn, hvert et kys, hver omfavnelse. Jeg mærker din fysiske tilstedeværelse så intenst i et stort glimt, at det gør mig overrasket og lykkelig, mens jeg samtidig ved at jeg drømmer.

Du var hos mig dér i rummet. Du elskede mig. Og jeg glemmer det aldrig.