Jeg har

vogtet længe

dér fra

hundehuset

Knurret og

savlet og

skrabet i gruset

hver gang du

stjal mine knogler

sugede min marv og

knuste mig med stokken

 

Nu hænger jeg

frådende og

snerrende i

lænken

som må give

fortabt under min

kampvægt

og raslende

følge trop når jeg

bider mig fast i

dit kød,

flænser din

facade og

fortærer lever,

hjerte og nyrer

 

Bagefter,

gennem blodige tænder,

piber jeg

længselsfuldt

For indeni

i bunken af skår

efter dine

knusende slag

ligger resterne

af skrøbeligt

Blå Blomst

og det fineste

Musselmalet