Krogede grene tæller årringene i spejlet

Mit ansigt, krakeleret,

sandblæst som klitterne

 

Marehalm visner dagligt

på mine kinder,

og glider på gulvet,

går forud for mig,

som støvet,

jeg iler henimod

 

Jeg falmer,

mens jeg planter fyrtårne,

brænder ud,

mens jeg skinner som søstjerner

 

Jeg lever kun evigt i sandet,

der rider på vildskabens bølger

 

Jeg lever kun, når jeg dør