Du græd dengang,

mine læber sprak af kælvende bræer

langt ind i dit mørke

 

Sangen hang der, i skyerne,

klingende, vibrerende,

som klokker fyldt med savn

Kugler af glas omsluttede

lydene fra dine negles skraben

over indlandsisen,

som bar mine fødder,

flygtende over

dalende flager af dit ansigt,

mens tågen fulgte mig tæt

 

I forgreningerne

ramte smagen min tunge,

tungt og insisterende,

prikkende,

med sværmende ildfluer,

til jeg vendte mig om

 

På en knage, dine håb

I luften, en duft af erindring

Du smagte stadig sødt

som salt

og synet blev et kobberstik

under mine øjenlåg

 

Nu kan jeg ikke skrubbe dig af,

du bløder ud gennem mine sår,

med mosaikker af småsten,

og det svider mig lykkelig

 

Jeg vil række dig

en genlyd af mit liv,

for en tone af dit