Ret skal være ret

uden vrang,

det er noget med

hulmønstre

og gammel fejlstrik,

kan ikke tabe

en maske,

hellere mit ansigt

eller min stolthed

 

Min hud ældes

af dine snoninger,

jeg vil ikke se dig,

når du er god,

jeg vil hellere

svides af dit ansigt,

når det gløder,

lade dine knuder

og det filtrede garn

slide kødet af

mine fingre

 

Det er derinde,

fra det indvendige,

fra bagsiden,

at vores rifter mødes

på forslåede knæ

og vi blander blod

 

Det er derinde

alle vrangmaskerne,

som løber

på mine kinder,

samles op

og spindes til guld